Honorarer for praktiserende landinspektører

Der findes ingen faste eller vejledende honorarer for praktiserende landinspektører i Danmark. Hver virksomhed fastsætter selv sine priser ud fra opgavens karakter, kompleksitet, tidsforbrug og lokale forhold.

Landinspektørvirksomheder er uafhængige, private rådgivere, og konkurrencelovgivningen forbyder brancheforeninger som PLF at fastsætte fælles priser eller anbefalinger herom. Prisdannelsen sker derfor i fri konkurrence mellem virksomhederne.

Historisk baggrund

Fra 1963 og frem til begyndelsen af 1990’erne eksisterede der honorarregler for matrikulære arbejder, som skulle sikre rimelige priser i en koncessionsreguleret branche. Disse regler blev dog ophævet i 1994, og siden da har hver virksomhed selv fastlagt sine honorarer.

I dag fastsættes priserne frit, men som i andre rådgiverbrancher kan der fortsat være en branchekutyme om at tilstræbe en sund økonomi, typisk ved et honorartillæg i forhold til lønomkostninger. Dette er dog alene en intern rettesnor og ikke en fast regel.

Krav til PLF’s medlemmer

Ifølge § 5 i PLF’s vedtægt for landinspektørvirksomhed skal medlemmer udarbejde:

  • et skriftligt prisoverslag,
  • en kundeaftale med estimat over tid og leverancer, medmindre der er tale om et fast kundeforhold.

Der er ingen krav om offentliggørelse af priser, men mange virksomheder giver gerne et overslag, når kunden beskriver sin opgave.

Forskelle i pris og opgaver

Landinspektørvirksomheder varierer meget i størrelse – fra enkeltmandsfirmaer til landsdækkende selskaber med flere hundrede medarbejdere. Forskelle i omkostninger, kapacitet og forretningsmodel betyder, at priserne naturligt varierer.

Derudover kan to opgaver, som umiddelbart ligner hinanden, kræve vidt forskelligt arbejde. Ejendommens beliggenhed, topografi, ejerforhold, belåning, servitutter og kommunal praksis kan alle påvirke opgavens omfang og dermed prisen.

Råd til forbrugere

Som forbruger anbefales det at indhente tilbud fra flere landinspektørvirksomheder for at få et godt overblik over prisniveauet og opgavens omfang.

Det kan desuden være en fordel at vælge en landinspektør med lokalkendskab til det område, hvor ejendommen ligger. Lokale landinspektører har ofte indgående kendskab til kommunal praksis, planforhold og områdets historiske matrikulære forhold, hvilket kan bidrage til en smidigere sagsbehandling.

Endelig er det vigtigt, at du som kunde har tillid til din landinspektør. Arbejdet med fast ejendom handler ofte om væsentlige juridiske og økonomiske værdier, og et åbent samarbejde med en rådgiver, du føler dig tryg ved, er den bedste forudsætning for et godt resultat.

© Copyright 2026 www.danskerhverv.dk - All Rights Reserved